Artikel 22. apr. 2026

KTC med i projekt under Grøn Trepart

Af Anne Dyrholm, kommunikationskonsulent, KTC Sekretariatet

Danmark står over for en historisk stor omlægning af vores arealer for at gøre den grønne omstilling til virkelighed. Kommunerne har som myndighed allerede kendskab til arealerne, lodsejerne, lokalsamfundene og naturen. Det giver de helt rette betingelser for at sikre synergi mellem natur, biodiversitet, grundvand, klima, rekreative oplevelsesmuligheder, sammenhængende naturområder osv.  Derfor er det vigtigt at understøtte kommunernes arbejde med Grøn Trepart ved at styrke deres viden og kompetencer yderligere. Det vil det nye KL-projekt ”Kommunernes vej til et grønt Danmark”, støttet af Novo Nordisk Fonden, hjælpe med.

KTC bidrager ved at være en del af styregruppen for projektet. I styregruppen sidder blandt andet Michel van der Linden, Anders Debel og Christina Føns fra KTC’s bestyrelse.

”Vi står over for at skulle løse store og komplekse opgaver under Grøn Trepart, og dette projekt er vigtigt i forhold til at understøtte kommunerne og deres medarbejdere i det arbejde. Det er vigtigt, at KTC tager del i det fælles ansvar, og det gør vi blandt andet ved at tage en aktiv rolle gennem projektets styregruppe,” siger Michel van der Linden, bestyrelsesforperson i KTC.

 

Opbygning af viden og kompetencer
Formålet med Kommunernes vej til et grønt Danmark er at opbygge viden og kompetencer hos de medarbejdere i kommunerne, som sidder med opgaver i Grøn Trepart-regi. Derfor er der fokus på vedvarende og systematisk kapacitetsopbygning i projektet, hvilket forhåbentlig bidrager til, at kommunerne bedre kan varetage deres opgaver relateret til Grøn Trepart.

Gennem projektet får kommunerne styrket kapacitet til at stå i spidsen for den strategiske arealplanlægning under Grøn Trepart. Konkret er det alt fra kurser, webinarer, skabeloner, eksempelsamlinger, sparringsmøder og meget mere. Der er på nuværende tidspunkt sat de første forløb i gang, blandt andet en webinarrække om Grøn Trepart, og der er etableret et netværk for kommuner med mange projekter på højbundsjorder.

 

Fireårigt projekt
Projektet løber i 2026-2030 og består af to arbejdspakker målrettet kommunerne. Den ene handler om kapacitetsopbygning for kommunale medarbejdere, og den anden er en pulje til tværkommunalt arbejde.

KL er projektejer og -leder af projektet, som er forankret i en styregruppe (med repræsentanter fra KTC) og får input fra både en følgegruppe, ekspertgruppe samt en brugergruppe.