22. apr. 2026

Unikt samarbejde i Haderslev baner vejen for ren fjord og dam

Af Karina Kisum Jensen, direktør, Teknik og Klima, Haderslev Kommune

Landets fjorde mangler ilt, det er velkendt, og Haderslev Fjord er ingen undtagelse. Den 15 kilometer lange, bugtede fjord, der skærer sig ind i landet ved Aarø i Lillebælt, døjer med iltsvind om sommeren, og det presser selvsagt livet på bunden af fjorden. Løsningerne skal findes gennem viden og i et unikt samarbejde i Haderslev Kommune.

Haderslev Fjord ligger i den østligste del af Haderslev Tunneldal, der blev formet af den sidste istid, og strækker sig fra Lillebælt og vest på til Vojens. Det betyder, at fjorden har et vandopland med større søer som Stevning Dam, Hindemade og Haderslev Yderdam og Inderdam. Søerne såvel som fjorden er påvirket af betydelig tilførsel af næringsstoffer fra fosfor og kvælstof, som har en negativ indvirkning på den økologiske tilstand.

 

KENDT PROBLEM – NYT SAMARBEJDE

Problemerne i Haderslev Fjord har været kendt i mange år, men løsningerne har der været uenighed om. Derfor gik Haderslev Kommune, forsyningsselskabet Provas, landbruget, sportsfiskerne og Danmarks Naturfredningsforening i 2022 ind i et unikt samarbejde.

Før nogen havde hørt tale om en grøn trepart, gav man i Haderslev Kommune hinanden håndslag på, at man ville løse problemerne sammen og arbejde sammen om god økologisk tilstand i Haderslev Fjord og dam og konkurrencedygtigt landbrug.

 

VIDENSKABEN SKAL PÅ BANEN

Formålet med samarbejdet har hele tiden været at få mere viden, og med den basis nå målet om god tilstand. Det har været vigtigt at få lavet grundige undersøgelser og analyser, der kan kortlægge de underliggende problemer og pege på konkrete løsninger.

Derfor blev der i 2024 igangsat en omfattende vidensindsamling, som SDU og Aarhus Universitet stod i spidsen for.

-Med viden og data i ét samlet system, bliver det muligt at lave grundige analyser af, hvordan forskellige påvirkninger – som fx landbrug, spildevand og klima – påvirker vandmiljøet. Det giver os også bedre muligheder for at vurdere, hvilke løsninger der virker bedst, og hvor vi, helt lokalt, skal sætte ind, siger Karina Kisum Jensen, der er direktør for Teknik og klima i Haderslev Kommune.

Prøvetagningerne og analyserne er nøje tilrettelagt af SEGES Innovation, der har været med i projektet hele vejen.

-Siden vi startede med det første undersøgelsesprojekt i 2024, er der tilføjet yderligere tre projekter, og den samlede portefølje af projekter når op på næsten 20 millioner kroner. Det er et meget omfattende og unikt undersøgelsesprogram med omfattende målinger i både oplandet, søerne og fjorden, som kombineres med avancerede modeller, der skal hjælpe med solidt beslutningsgrundlag. Dette er forankret i et virkelig godt lokalt samarbejde – alt i alt meget imponerende, siger Flemming Gertz, der er geolog og chefkonsulent ved SEGES.

 

HVAD ER SÅ PROBLEMET?

Haderslev Fjord har en særlig geografi med et smalt forløb, som medfører lagdeling mellem salt og ferskvand. Denne lagdeling begrænser både iltning og opblanding, hvilket forværrer de økologiske forhold. Fjordens tilstand er desuden tæt knyttet til det omkringliggende søsystem, hvor Haderslev Dam spiller en afgørende rolle. Dammen modtager omkring halvdelen af oplandets vand, og gamle fosforlagre i bunden frigives langsomt, hvilket fastholder både dammen og fjorden i en dårlig tilstand. Derfor er det nødvendigt at forbedre dammens tilstand for at opnå varige forbedringer i fjorden.

Dét, der har været vigtigt at undersøge, er, hvad årsagen til den dårlige tilstand er. I for mange år har forskellige aktører peget på hinanden. Derfor var det vigtigt at have alle med i samarbejdet.

-Det er velkendt, at en del af årsagen til problemet er næringsstoffer fra det omkringliggende landbrug. Men der er også andre forhold, der spiller ind, når det kommer til Haderslev Fjord. Og vi er i samarbejdet enige om, at der er ingen indsatser, der kan stå alene. Vi kigger på landbrugsarealer, men vi kigger også på spildevandsudledning og på, hvordan hele damsystemet påvirker fjorden. Alle skal levere ind i samarbejdet, siger Søren Laustsen, der er næstformand i Spiras og repræsenterer landbruget i samarbejdet.

Det, at man har haft forskerne så tæt på projektet, har været afgørende for, at parterne kunne møde hinanden.

-Vi startede projektet med en fælles tur på fjorden, hvor vi var med til prøvetagning – kommune, forsyning, landbrug, naturorganisationer var afsted sammen med forskerne, der kunne fortælle, hvad der skulle undersøges, og hvordan man kunne gøre det. Det har været helt afgørende, at projektet er funderet i forskning. Vi har en forståelse for hinandens vinkler og behov. Og så har vi forskningen med til at skabe det store billede og bringe ny viden om løsninger ind i arbejdet, siger Karina Kisum Jensen.

Det synspunkt bakker sportsfiskerne op.

-Samarbejdet omkring Haderslev Fjord og Dam er et varigt og konstruktivt projekt, hvor det er vigtigt, at man fokuserer på fagligt begrundede indsatser, som kan bringe fjorden og tilknyttede søer og åer i en god, økologisk tilstand. Det har været af stor betydning for os, at samarbejdet lige fra start ikke har været bagudstræbende, men i stedet for fremadrettet med en positiv tilgang fra alle parter for at finde ud af, hvorfor fjorden og dammen er i så dårlig forfatning, og at man i fællesskab arbejder på at finde løsninger, som alle kan se sig selv som en del af, siger Aage Hertzum, medlem af bestyrelsen for Sønderjysk Sportsfiskerforening.

 

GRØN TREPART SATTE SKUB I ARBEJDET

Efter projektet var startet op, satte den grønne trepart ekstra skub i arbejdet. Samarbejdet blev formaliseret i et Kystvandråd, der består af Haderslev Kommune, Spiras, Provas, Sportsfiskerne, Danmarks Naturfredningsforening, Haderslev Erhvervsråd og Friluftsrådet.

Det betyder, at der nu også er statslige midler i projektet. Det har et samlet budget på 19 millioner kroner, hvor Haderslev Kommune bidrager med 3 millioner, og resten finansieres af statslige puljer, herunder 4,7 millioner kroner til Kystvandrådet.

 

Artikel bragt i Teknik & Miljø, marts 2026

STUDIER, DER ER SAT I GANG I PROJEKTET:

 

HOTSPOTUNDERSØGELSE

(Ansvarlig: Syddansk Universitet)

Analysen har til formål at identificere de områder i fjordens opland, hvor der sker den største belastning af vandmiljøet fra næringsstoffer som kvælstof og fosfor, så man kan målrette indsatserne dér, hvor de gør mest gavn. Resultaterne bruges til at planlægge konkrete miljøtiltag og forbedre modeller for fjordens udvikling.

 

SEDIMENTKERNEANALYSE AF HADERSLEV FJORD

(Ansvarlig: Syddansk Universitet)

Undersøgelse af næringsstoffer i fjordsedimentet med formålet at forbedre datagrundlaget til modeller, som kan bruges til at forudsige resultatet af ændringer i miljøet omkring fjorden.

 

SEDIMENTKERNEANALYSE AF STEVNING DAM OG HINDEMADE

(Ansvarlig: Syddansk Universitet)

Afklaring af fosforbelastning fra opstrøms søer for at forstå, hvor meget fosfor bidrager til den dårlige økologiske tilstand af fjorden.

 

LANGTIDSFORSØG MED FOSFORFLUX

(Ansvarlig: Syddansk Universitet)

Vurdering af, hvor lang tid det tager for, at fosfor udvaskes fra sedimentet. Dette giver vigtig viden om, hvorvidt man skal igangsætte mekanisk eller kemisk oprensning af søerne.

 

FOSFORKORTLÆGNING OG VIRKEMIDDELBEREGNING

(Ansvarlig: Aarhus Universitet)

Analyse af fosfortab og vurdering af effekten af forskellige virkemidler.

 

SØMODEL FOR FREMTIDIG TILSTAND

(Ansvarlig: Long Line Environmental)

Udvikling af modeller for Haderslev Dam og opstrøms søer med scenarier for forbedringer.

 

VEGETATIONSKORTLÆGNING

(Ansvarlig: Dansk Hydrologisk Institut, Long Line Environmental, SEGES)

Analyse af undervandsvegetationens betydning for omsætning af næringsstoffer.

 

MONITERING

(Ansvarlig: SEGES)

Udvikling og demonstration af metoder til bedre overvågning af fjord og opland, samt udvidelse af eksisterende overvågning.

 

OPLANDSMODEL

(Ansvarlig: SEGES)

Digital model til beregning af vandets og næringsstoffernes bevægelse fra landbrugsjord, natur og byområder til vandløb, søer og fjorde.

 

ØKONOMISK BEREGNINGSMODEL

(Ansvarlig: SEGES)

Helhedsorienteret vurdering af indsatsernes økonomiske konsekvenser med henblik på at bevare et konkurrencedygtigt landbrug og samtidig forbedre den økologiske tilstand i kystvande. Modellen skal videreudvikles og tilpasses nye reguleringer, som for eksempel et resultat af Grøn Trepart, så den kan hjælpe landmænd med at træffe økonomisk optimale valg.

 

Andre artikler