KTC ÅRSMØDE 2026 – Kommuner i en urolig verden
Af Jesper Villumsen, sekretariatschef, KTC
Der er ikke mange måneder til, at vi endnu engang skal samles fra hele landet til KTC ÅRSMØDE. I år skal vi være i Helsingør den 22. og 23. oktober og med Kronborg lige til højre til at sætte rammen for temaet – Kommuner i en urolig verden.
Verdenen har altid påvirket kommunerne, men det er som om, at forandringer ude i verden nu med endnu kortere varsel bliver direkte synlige i de enkelte kommuner og giver behov for konkrete handlinger. Under årsmødet vil vi dele løsninger, som er afprøvet ude i kommunerne og med forsyningerne.
Kommunernes rammer bliver påvirket af hændelser i verdenen. De kan være skabt af USA’s præsident Trump, som træffer valg, som kan påvirke adgangen til teknologi og oliepriserne. Ruslands præsident Putin træffer valg, som kan påvirke flygtningestrømme og oliepriser. Udenlandske hackere kan interesse sig for vand, varme og el.
Årsmødets fokus er på løsningerne, hvad er gjort, og hvad kan blive gjort? Når kommunerne skal lykkes i opgaven, så skal løsningerne være skabt, inden udfordringen rammer.
I arbejdet med programmet er det synligt, at samspillet med forsyningerne er en vigtig brik i at lykkes med opgaven. Vi har derfor samarbejdet med flere af forsyningernes organisationer om at lave et spændende program, der kommer rundt om de opgaver, som kommuner og forskellige forsyningsarter skal løse i fællesskab.
På KTC ÅRSMØDE 2026 vil vi gøre det, vi gør bedst; Samle interne og eksterne ressourcer til videndeling om, hvordan vi i samarbejde kan gå ind i det åbne mulighedsrum og opnå de store mål gennem relationer, faglighed og fælles greb.
Vi forventer 150-200 deltagere, primært direktører og chefer fra den kommunaltekniske verden. Alle, som har interesse f.eks. fra forsyninger, er meget velkomne.
Hvornår: Den 22. og 23. oktober 2027 (torsdag og fredag i uge 43)
Hvor: Marienlyst Strandhotel i Helsingør
Start: Torsdag den 22. oktober kl. 10.00
Slut: Fredag den 23. oktober kl. 14.00