Ny i KTC Bestyrelsen
Anders Debel, direktør i Holstebro Kommune, er nyt medlem i KTC’s bestyrelse og repræsenterer KTC Kreds Midtjylland.
Selvom Anders Debel er ny i bestyrelsen, er han ikke ny hverken inden for klima, teknik og miljø eller i KTC-sammenhæng.
Anders Debel har 26 års erfaring med det miljøtekniske område. Den første erfaring med ledelse fik han i Teknik og Miljø i Ringkjøbing Amt. Efter et par år som kontorchef i Region Midtjylland rykkede han i 2008 til Herning Kommune som leder og siden chef for Natur, miljø og byggeri.
Siden 2014 har han været direktør for Teknik og Miljø i Holstebro Kommune.
-Jeg har en bred og konkret erfaring med vilkår og løsninger i den midt-vestlige del af landet – særligt i forhold til vilkårene i mindre og mellemstore kommuner.
-Jeg har efterhånden stor erfaring med ledelse af forvaltningsområdet og set gevinsterne ved et godt og tæt samarbejde, når vi skal holde en faglig linje i tingene, siger Anders Debel.
En del af KTC’s bestyrelse
I 2011 blev Anders Debel medlem af KTC og har blandt andet væres en del af KTC Kreds Midtjylland, som har tradition for at mødes flere gange om året for at drøfte faglige udfordringer og løsninger.
I bestyrelsen vil Anders Debel arbejde for, at medarbejderne i kommunernes teknik og miljø også fremover finder det meningsfyldt at være en del af KTC.
-Ledere, chefer og medarbejdere i kommunerne skal opleve, at det giver mening at bidrage, at den faglige viden, de for eksempel i faggrupperne bruger tid på at formidle i høringsbidrag, bliver anvendt. De medarbejdere, som bidrager med deres faglighed, skal vide, at deres tid bliver brugt på noget, som vi prioriterer at bringe videre i foreningen, siger han.
Man skal aldrig være i tvivl om, at KTC er fagligt funderet.
-Foreningens relevans handler især om, at vi skal bringe vores viden i spil – både i samfundet og bredere set, siger Anders Debel og fortsætter:
-KTC udspringer af det miljøtekniske område, og jeg vil gennem mit arbejde i bestyrelsen gerne bidrage til, at vi fortsat er en relevant forening med fagligheden forrest. På den måde sikrer vi, at vi har legitimitet i forhold til verden omkring os – både ind mod KL og de statslige organer.
Anders Debel overtager bestyrelsesposten som repræsentant for KTC Kreds Midtjylland efter Henrik Seiding, direktør for Teknik og Miljø i Aarhus Kommune.
Udover bestyrelsesposten i KTC, sidder Anders Debel også i bestyrelsen hos DNNK (Det Nationale Netværk for Klimatilpasning)). En forening, som KTC også samarbejder med.