At lære at leve med naturen – igen

I mange år har vi arbejdet for at give naturen mere plads. Med Grøn Trepart og andre nationale initiativer er kursen sat. Vi skal beskytte mere natur, styrke biodiversiteten og skabe bedre sammenhæng i vores naturområder. Men mere natur handler ikke kun om arealer, arter og naturtilstand. Det handler også om mennesker. I generationer har vi indrettet vores omgivelser, så naturen blev tæmmet og kontrolleret. Græsset blev slået, bevoksningen holdt nede, og naturen blev noget, vi besøgte, snarere end noget vi levede tæt på. Mange er derfor vokset op med en forventning om, at landskabet er ordnet og forudsigeligt. Nu bevæger vi os i en anden retning. Når vi giver naturen mere plads, ændrer vores omgivelser sig. Græsset bliver højere. Flere planter og dyr finder vej til byområderne. Områder, som tidligere fremstod velordnede, får et mere vildt udtryk. Samtidig møder borgerne arter og naturfænomener, som kan skabe spørgsmål, bekymring eller utryghed. For mange borgere er mødet med den vilde natur ikke kun forbundet med fascination. Bekymringer om allergi, adgangsforhold eller nye arter er ikke nødvendigvis udtryk for modstand mod den grønne omstilling. Det er ofte et udtryk for, at mennesker forsøger at forstå og finde sig til rette i en ny virkelighed. Derfor er kommunernes opgave større end at ændre driften af vores grønne arealer. Vi skal også hjælpe borgerne med at forstå, hvorfor forandringerne sker. Vi skal formidle biodiversitet som mere end et politisk mål eller et biologisk begreb og gøre det nærværende i hverdagen. Derfor handler arbejdet med biodiversitet ikke kun om naturforvaltning, men også om kommunikation, formidling og involvering. Involvering handler ikke alene om at skabe forståelse for beslutninger, der allerede er truffet. Det handler også om at lytte til de erfaringer og bekymringer, som opstår, når naturen får mere plads. I Albertslund har vi eksempelvis arbejdet med afgræsning med kreaturer for at styrke biodiversiteten i et rekreativt naturområde. Initiativet har både skabt interesse og debat. Nogle borgere ser værdien i den øgede naturkvalitet mens andre oplever, at deres muligheder for at bruge området er blevet begrænset. Her er udfordringen ikke nødvendigvis manglende forståelse for naturen, men forskellige forventninger til, hvad natur skal kunne. Kommunens opgave er også at lytte og justere løsningerne, hvor det er muligt, uden at give køb på naturmålene. Når naturen får mere plads, vil vores omgivelser forandre sig. Det er ikke en fejl i omstillingen – det er selve formålet. Vi skal invitere borgerne med ind i fortællingen om, hvorfor naturen ser anderledes ud end tidligere. For opbakning til mere natur skabes ikke gennem formidling alene. Den skabes gennem dialog, tillid og en fælles forståelse af, at naturen både er en værdi i sig selv og en del af vores fælles hverdag. Måske er den største opgave derfor ikke at give naturen mere plads. Måske er det at lære at leve med naturen – igen.

Vi skal invitere borgerne med ind i fortællingen om, hvorfor naturen ser anderledes ud end tidligere. For opbakning til mere natur skabes ikke gennem formidling alene.