Ændringer på råstofområdet er ikke præcise nok

Kommunerne har stadig kompetencer og opgaver omkring råstofindvinding og efterbehandling af råstofgrave, som ikke er defineret klart nok i Lovforslag 125, der er behandlet første gang i Folketinget for nyligt.

I forbindelse med evaluering af kommunalreformen besluttede et stort flertal i Folketinget, at opgaven med tilladelser til råstofgravning skulle overgå fra kommunerne til regionerne. Det politiske mål med aftalen var, at virksomhederne fremover kun skal kontakte én myndighed, at der blev en klar ansvarsfordeling, som kunne øge kvalitet, ensartethed og smidighed i sagsbehandlingen.

Det er mål, som KTC fuldt ud kan bakke op om.

KTC ønsker, at opgavefordelingen bliver så hensigtsmæssig som muligt. Det stiller nye krav til den måde, kommuner og regioner skal samarbejde på.
Derfor mener KTC, at der bør ændres i det lovforslag, som er 1. behandlet i Folketinget den 7. februar. KTC har rettet henvendelse til Folketingets Miljøudvalg, som skal fastlægge de sidste ændringer, for at pege på en række væsentlige problemer.

Selv om ønsket er én myndighed og tilladelseskompetencen overføres til regionerne ændrer det ikke ved, at kommunerne stadig har myndighedsopgaven på en lang række af de afgørelser, som skal indgå i en råstoftilladelse. Det gælder for eksempel naturbeskyttelse, vejlov, vandløbslov og dele af Planloven.

I lovforslaget er lagt op til, at samarbejdet udelukkende finder sted ved at vilkår om efterbehandling efter at råstofgravningen er afsluttet, sendes i 4 ugers høring i kommunerne.

Det mener KTC ikke sikrer et tilstrækkeligt tæt samarbejde om de bedste løsninger på kort og langt sigt. Og det gælder for såvel erhvervet som det lokalområde, hvor råstofgravningen finder sted.
Lovforslaget sikrer heller ikke, at regionerne får den koordinerende og afbalancerende rolle i forhold til helheden i råstofsagsbehandlingen, der er ønsket. I dag ligger denne pligt til samordning i kommunerne, og det er vigtigt, at den lægges hos regionerne, så de nødvendige afgørelser hænger sammen, og at de sammenskrives i råstoftilladelsen.

Efterbehandlinger er stadig en kommunal sag

Kommunerne laver gennem kommuneplanen en overordnet prioritering af arealanvendelsen i kommunen. Det omfatter bl.a. de miljømæssige, naturmæssige og rekreative interesser i kommunen.

Det er KTCs opfattelse, at kontakt til lokalområdet er en forudsætning for at finde de rigtige løsninger, som kan fungere for netop det aktuelle område, og som hænger sammen med kommunalbestyrelsens overordnede strategi for kommunens udvikling. En sådan regulering kan f.eks. være retningslinjer i kommuneplanen om den fremtidige arealanvendelse efter råstofindvinding.
KTC mener derfor, at efterbehandlingsplaner for råstofgrave skal adskilles fra råstoftilladelserne og fortsat være et kommunalt myndighedsområde. Efterbehandlingsplanerne regulerer jo netop indretning og funktion af området efter at gravningen er ophørt. Og her er kommunen stadig myndighed.

Lovforslagets 4 ugers høringsperiode for kommuner er derfor ikke nok.
Skal kommunen have mulighed for at indsætte vilkår i planen, som tilgodeser den efterfølgende anvendelse at arealet, kræver det mere tid. KTC mener også, at kommunen skal involveres i den endelige godkendelse af efterbehandlingen. Derfor skal større revisioner af efterbehandlingsplanen selvfølgelig ske i samarbejde med kommunen.

VVM

Med den nye arbejdsdeling mellem region og kommune overgår VVM-kompetencen til regionen. Det vil sige, at det er regionen, der bliver myndighed på VVM-screening af råstofområder, på sammen måde som staten er det i dag i statslige projekter.

KTC mener dog, der kan argumenteres for, at det fremover bliver kommunen, som alene skal stå for VVM og dermed sikre en sammenhæng til al øvrig kommunal planlægning. Fordelen for borgere og virksomheder vil være, at der er en entydig myndighedsfordeling.

Af Søren Gais Kjeldsen, formand for KTC