Balanceret revision af planloven

I forrige nummer af Teknik og Miljø (januar) havde Erhvervs- og vækstministeren et indlæg med svar på en række spørgsmål, som KTC havde stillet til den kommende planlovsændring. Både spørgsmålene og ministerens svar afspejler, hvor kompleks et område planlovgivningen er. Man skal derfor også tænke sig grundigt om når man ændrer den. I KL har vi budt ind med en række konkrete forslag til, hvordan det kan gøres.

Da løsningerne blev lanceret i foråret 2015 var der bred enighed blandt alle de daværende ordførere i Folketinget om, at løsningsforslagene var både gode og relevante.

Vi tror og håber derfor, at vores forslag kan være med til at bane vejen for et bredt samarbejde om de lovgivningsmæssige rammer. På to væsentlige områder, den fremtidige regulering i hhv. kystnærhedszonen og det åbne land, vil jeg gerne uddybe KL’s løsningsforslag.

Kystnærhedszonen

Jeg er meget tilfreds med, at ministeren ønsker at give kommunerne mere frihed til at planlægge i kystnærhedszonen. En revision af reglerne indenfor 3 km linjen har stået højt på KL’s ønsker til en ny planlov. En ubetinget aflysning af kystnærhedszonen er dog efter vores opfattelse ikke den bedste løsning.

I stedet har vi i KL foreslået en mere balanceret lovændring, hvor der både gives nye muligheder samtidig med, at vi sikrer de værdifulde kystlandskaber. Det kan vi nå, hvis kommunerne på et sagligt grundlag får mulighed for at differentiere anvendelsen af 3 km zonen.

Konkret kan KL’s løsningsforslag gribes an på den måde, at vi fremover, i forbindelse med kommuneplanlægningen, gennemfører en landskabsanalyse for 3 km zonen. En stor del af kommunerne har gode erfaringer med at anvende forskellige metoder til at identificere og udpege særligt værdifulde landsskabsområder i det åbne land. Det gælder bl.a. landskabskaraktermetoden, der er udviklet af Skov og Landskab siden 2003.

Analysen kunne klarlægge nye udpegninger af særligt værdifuld natur, der herefter indgår i kommuneplanen som et selvstændigt tema, enten i forbindelse med vedtagelsen af kommuneplanen eller såfremt arbejdet færdiggøres midt i en planperiode som et selvstændigt kommuneplantillæg. Efterhånden som kommunerne tilvejebringer en ny, politisk vedtaget udpegning af særligt værdifulde kystlandskaber i 3 km zonen, udgør dette det nye administrationsgrundlag i den enkelte kommune.

For de i kommuneplanen herefter politisk vedtagne ’særligt værdigfulde kystlandskaber’ gælder samme høje krav til planlægningen som i dag. Dvs. at områderne skal søges friholdt for bebyggelse og anlæg, der ikke er afhængig af kystnærhed. For de ikke-udpegede områder gælder samme krav til planlægning som i det øvrige åbne land.

Fordelen ved denne model er, at planlægningen kan ske på baggrund af et konkret (landskabeligt funderet) skøn i stedet for en regulering, hvor det samme beskyttelsesniveau unuanceret gælder overalt. Desuden vil reguleringen ske på baggrund af transparente, landskabsfaglige kriterier, der knyttes op på selve kommuneplanen.

Det åbne land

I KL’s løsningskatalog gjorde vi opmærksom på, at kommunerne savner redskaber, der kan håndtere de aktuelle udfordringer i det åbne land, og som kan sikre en højere grad af sammenhæng, synergi og kvalitet i udviklingen uden for de større byer.

Vi pegede også på, at den statslige detailregulering på visse stræk havde taget overhånd, når man fx har bestemmelser om, hvor mange ansatte der må være i en virksomhed, hvilke specifikke virksomhedstyper, der må ligge hvor osv. Vores budskab er, at der er behov for et større råderum til at varetage det konkrete stedsspecifikke skøn, for på den baggrund at kunne træffe beslutninger om, hvilke aktiviteter der kan placeres hvor.

Regeringens vækstudspil fra november 2015 rummer en række tiltag, der skal gøre det lettere at bruge det åbne land til hhv. primære erhverv, andet erhverv samt bosætning. Som ministeren nævner, skal både det kommunale råderum, men også borgernes og virksomhedernes umiddelbare ret til fx udvidelse, tilgodeses i en revideret lovgivning.

KL er enig i, at der er behov for nye muligheder i det åbne land, men at det bør ske på baggrund af en landzonetilladelse. Landzonetilladelsen muliggør nabohøringer og sikrer sammenhæng og afvejning ift. de øvrige hensyn i det åbne land. Der er mange interesser og hensyn i spil. Derfor er det vigtigt at sikre koordinering og sammenhæng, også til gavn for investeringssikkerheden for borgere og virksomheder.

I dag har private og virksomheder fx ret til at bygge op til 250 m2 helårsbolig eller erhvervsbygninger (landbruget undtaget) i det åbne land. Skal der bygges større, kræves en landzonetilladelse fra kommunen. Men kommunerne kan i dag ikke blot vælge at give en dispensation til fx et helårshus på fx 500 m2 i området, selvom der ikke er andre hensyn, der taler imod. Det skyldes, at de 250 m2 er blevet ’styrende’ for, hvor meget kommunen kan tillade. En gennemgang KL har foretaget af udvalgte landzonetilladelser viser fx, at kommunerne typisk har mulighed for at tillade helårshuse på max. 300-350 m2. Ved tilladelse til udvidelser derover, underkendes kommunerne som hovedregel i Natur- og Miljøklagenævnet.

En mulig løsning, hvor kravet om landzonetilladelse bevares, men hvor der gives et væsentlig større råderum for kommunerne til konkret at vurderer, hvordan og hvor meget der kan bygges på en given lokalitet, kunne derfor være, at man i selve loven får rammesat det kommunale råderum på dette område.

Log ind for at kommentere

Forfatter(e)

Formand

Jørn Pedersen

KL's teknik- og miljøudvalg

Faglige emner

Planlægning

Høringer der mangler dine svare

Mine høringer

TEST høring som er ny

Balanceret revision af planloven

Kystnærhedszonen

Det åbne land

Forfatter(e)

Faglige emner

KTC

KTC Kredse

Samarbejdspartnere

Faggrupper