Indsats på land har stor effekt på havmiljøet

Ifølge professor Stiig Markager skal fremtidens forvaltning af næringsstoffer bestå af en visionær og vidensbaseret indsats på land, kombineret med en meget grundig analyse af, hvor meget hvert enkelt vandområde kan tåle. Her i artiklen ridser han fakta og mulige scenarier op.

Forvaltningen af næringsstoffer, og dermed landbrugets aktiviteter, er til debat. Anden generation af vandplaner er i høring og VKO-partierne har fremlagt en 16 punktsplan, som gør op med en række virkemidler. Landbrugets organisationer ændrer retorik og fralægger sig nu ansvaret for erhvervets betydning for havets miljøtilstand. En ofte fremført påstand er, at Danmark overimplementerer EUs vandrammedirektiv. På den baggrund er det måske en god ide at se på nogle fakta og trække nogle mulige scenarier op for fremtidens forvaltning af næringsstoffer.

30 års indsats har virket

Miljøtilstanden i havet er blevet væsentlig bedre de sidste ti år. Indsatsen for at nedbringe tilførsler at næringsstoffer fra land til hav startede midt i 1980’erne, og siden er tilførslerne af fosfor reduceret med ca. 90 procent og tilførslerne af kvælstof med ca. 50 procent. Effekterne er tydelige både i fjorde og i åbne områder som Kattegat og Bælthavet. Vandet er blevet klarere, algevæksten er mindre, iltsvind er mindre udbredt og ålegræs er langsomt ved at brede sig. Tilstanden er mange steder stadig langt fra definitionen af ’god økologisk tilstand’ (GES) i EUs vandrammedirektiv, og en varm sommer som i 2014 giver tilbageslag, men set over flere år er fremgangen tydelig. I nogle områder er GES opnået for nogle indikatorer. Mange forskningsresultater har dokumenteret en helt entydig sammenhæng mellem danske landbaserede tilførsler og tilstanden i danske havområder. Det er derfor hævet over enhver tvivl, at miljøtilstanden i havet bestemmes af tilførslerne af næringsstoffer, og at det for danske havområder er danske landbaserede tilførsler, som er afgørende. På den baggrund er det lidt ærgerligt, hvis man politisk vælger at ændre kurs.

Behov for en reduktion

I forarbejdet til 2. generation af vandplaner er det fastlagt, at opnåelse af GES kræver en reduktion af kvælstoftilførslerne på omkring 30 procent på landsplan. De nuværende danske landbaserede tilførsler er omkring 61.000 ton pr år (i forhold til middel 2007 til 2012) og skal nedbringes til ca. 42.000 for at opnå GES. Indsatsen er beregnet separat for en lang række vandområder og varierer fra næste ingen indsats til over 50 procent i nogle fjorde. Indsatsen er beregnet med to typer af modeller, som har givet samme resultater for en række vandområder. Det er dog vigtigt at bemærke, at et ’landstal’ for Danmarks kvælstofudledninger er irrelevant. Det afgørende er tilførslen til hvert enkelt farvandsområde.

Danmark overimplementerer ikke

Kernen i vandrammedirektivet er, at man skal opnå ’god økologisk tilstand’. Det betyder, at tilførslerne af næringsstoffer skal tilpasses de marine områder, man udleder til. Det er altså ikke landbrugserhvervet, som skal have ens vilkår, men naturen. Det giver Danmark nogle særlige udfordringer pga. fire forhold:

1) Danmark er meget intensivt dyrket. Omkring 2/3 af arealet er landbrugsjord (gennemsnittet for EU er ca. 25 procent). I tillæg er store dele af arealet i omdrift og drænet; begge forhold øger udvaskningen.

2) Havet omkring Danmark er meget sårbart. Mange fjorde har en langsom vandudskiftning, og vandsøjlen er ofte lagdelt. Det sidste øger forekomsten af iltsvind.

3) Afstand fra mark til fjord er kort, højst 50 km. Dvs. at en naturlig fjernelse af kvælstof ved fx denitrifikation er begrænset.

4) Endelig er nedbørsoverskuddet højere end i Centraleuropa, hvilket øger udvaskningen af nitrat.

Når dansk landbrug oplever en regulering, som er strammere end andre lande, er det ikke pga. en overambitiøs dansk miljøpolitik, men en logisk følge af essensen i vandrammedirektivet og den meget intensive dyrkning af landskabet. Sagt på en anden måde: Dansk landbrugs komparative konkurrencefordel er blevet mindre, efter at kunstgødning og importeret foder har frigjort landbruget fra jordens naturlige næringsindhold som et rammevilkår.

Fremtidens forvaltning og alternative virkemidler

Set fra fjordens synspunkt er det ligegyldigt, hvilke virkemidler man anvender på land. Det afgørende er den mængde kvælstof og fosfor, som kommer ud af åmundingen. Når næringsstofferne først er ude i fjorden, er der ikke meget at gøre. Såkaldte marine virkemidler debatteres, men er ikke en erstatning for en indsats på land. Opdræt af fx muslinger kan fjerne noget og kan i de mest lukkede fjorde bidrage, men det er helt urealistisk at løse problemet ad den vej. Etablering af stenrev i fjorde er godt for den marine biodiversitet, men fjerner ikke kvælstof, og etablering af stenrev i lukkede fjorde vil virke modsat og forstærke problemer med iltsvind og dermed den interne belastning fra havbunden.

Fremtidens forvaltning er derfor en visionær, målrettet og vidensbaseret indsats på land kombineret med en meget grundig analyse af, hvor meget hvert enkelt vandområde kan tåle. Nogle fjorde og mange åbne marine områder er ret robuste og kan godt tåle en vis tilførsel. Omvendt er nogle fjorde meget sårbare. Hvis barren sættes efter de sårbare fjorde – dvs. samme regulering i alle oplande – så bliver det meget dyrt og også unødvendigt dyrt. Alternativt skal man afskaffe reguleringen og tillade en forarmelse af havmiljøet. Det vil betyde uklart vand, færre fisk og dermed mindre indtægter for fx oplevelsesøkonomien – og det vil være en åbenlys overtrædelse af EUs vandrammedirektiv. Det er et politisk valg.

En vision for en ny regulering

Forestil dig, at man i et opland afskaffer alle reguleringer: N-normer efterafgrøder etc. Til gengæld er alle lodsejere tvunget medlem af en ’oplandsforening’. Foreningens formål er at sikre, at transporten ud af oplandet, ved udløb til havet eller et større vandløb, holder sig under en mængde, fastsat af myndighederne og beregnet efter recipientens følsomhed. Transporten kontrolleres af foreningen og myndigheder i fællesskab, og der er en økonomisk sanktion for foreningen ved en overtrædelse. Inden for den ramme – og evt. andre krav til fx grundvand, habitater etc. – må foreningens medlemmer blive enige om, hvordan de vil løse problemet. De kan anvende jordfordeling, vådområder, randzoner eller hvad de måtte ønske af virkemidler, men de er kollektivt forpligtet til at overholde kravet til mængdetransport af næringsstoffer i vandløbet, som afvander oplandet. Det er ikke meget forskelligt fra en grundejerforenings administration af fællesveje, blot er det fagligt noget mere indviklet. Der er givet mange hurdler, der skal overkommes for sådan en model, men måske er det værd at tænke i de baner? Det vil give rum for lokale løsninger med lokalt ejerskab og sætte fantasien i spil for at finde de optimale løsninger.

Log ind for at kommentere

Forfatter(e)

Professor, Institut for Bioscience, Aarhus Universitet.

Stig Markager

Faglige emner

Miljø og grundvand

Natur og overfladevand

Høringer der mangler dine svare

Mine høringer

TEST høring som er ny

Indsats på land har stor effekt på havmiljøet

30 års indsats har virket

Behov for en reduktion

Danmark overimplementerer ikke

Fremtidens forvaltning og alternative virkemidler

En vision for en ny regulering

Forfatter(e)

Faglige emner

KTC

KTC Kredse

Samarbejdspartnere

Faggrupper