22. apr. 2026

Fra forskning til forandring: Sådan spiller Thy-modellen borgeren på banen i VE-projekter

Af Sara Edske Møller, konsulent, Thisted Kommune

Thy-modellen har vendt processen med sol- og vindprojekter på hovedet i Thisted Kommune. Nu bliver borgerne inddraget tidligt, får mulighed for at lave lokale aftryk og sikre udvikling. Samtidig skal borgerne stemme om projekterne, før de lander på politikernes bord. Forskning var med til at skabe grundlaget for de forandringer.

Det siger egentlig sig selv. Der er stor socio- og lokaløkonomisk forskel på, om et energiprojekt er rejst af lokale udviklere og håndværkere og efterfølgende ejet af borgerne eller ej. Da Karl Sperling og Brian Vad Mathiesen fra Aalborg Universitet satte konkrete tal og beregninger på fordelene i Billund Kommune, fik det år tilbage tankerne i gang i Thy.

For i Thy – og resten af landet, mærkede man borgernes modstand mod VE-projekter. Uligheden i, hvem der lægger areal til, og hvem der får noget ud af projekterne, skabte stor utilfredshed. Men hvordan får man ejerskabet og tilliden tilbage?

Kristian Borch er en del af Aalborg Universitets forskningsgruppe for Bæredygtig Energiplanlægning i København. I 15 år har han forsøgt at forstå borgernes modstand mod energiprojekter. Hans opskrift på bedre energiprojekter kan lyde simpel:

-Anerkend de lokale behov, skab en klar procedure som kommune og sæt nogle kriterier op, der giver borgerne mandat til at stå stærkt i forhandlinger med udvikler.

Sammen med kollegaer har han peget på en række anbefalinger (se faktaboks), som Thisted Kommune, sammenlagt med de lokaløkonomiske aspekter, har været kraftigt inspireret af.

-Den nye model i Thy blev baseret på en strategi og ambition om, at grøn omstilling skal skabe vækst og udvikling, fx ved at støtte lokalsamfundets udviklingspotentialer eller skabe nye arbejdspladser. Samtidig ville vi være i front med borgerinddragelse i Thy, fortæller Kim Daniel Larsen, Plan- og Miljøchef i Thisted Kommune om den spæde opstart.

I dag – år senere – står Thymodellen på tre centrale ben.

 

TREDELING AF KOMMUNEN

I Thy har man inddelt kommunen i tre områder:

  • Negativområder: Her kan der ikke rejses energianlæg. (ca. 2/3 af kommunen)
  • Neutralområder: Her kan der stilles sol og/eller vind op, hvis en afstemning viser, at der er opbakning til projektet i lokalsamfundet. (Ca. 1/3 af kommunen)
  • Energizoner: Her skal biogas-, pyrolyse, PtX-anlæg ligge evt. sammen med sol og vind. Zonerne er placeret strategisk i forhold til by- og erhvervsområder samt vej-, el-, gas- og fjernvarmenettet. (Ca. 1,5 % af kommunens areal)

 

TEMAER FOR NYE ENERGIANLÆG

Den grønne omstilling skal gavne borgerne. De skal kunne præge udviklingen lokalt og mærke gevinsterne selv. På baggrund af 4000 borgeres besvarelser på et spørgeskema, har man opsat følgende fem temaer for nye VE-anlæg. Der er ikke tale om krav – temaerne skal ses som et udspil til en dagsorden for dialog.

  • Ambition om at 50 % af VE-anlæggenes ejerskab skal tilbydes til lokalsamfundet og skal forblive lokalt.
  • Naboerne til vedvarende energianlæg skal kompenseres retfærdigt.
  • VE-anlæg skal samtænkes med natur, skov, biodiversitet og rekreative formål.
  • VE-anlæg skal indpasses i landskabet, og værdifulde landskaber skal bevares.
  • VE-anlæg skal gennem en lokal afstemning og dokumentere opbakning, inden politikerne tager stilling til opstart af myndighedsarbejdet.

 

ENERGIFORENINGER SÆTTER FÆLLESSKABETS STEMME I SPIL

Thisted Kommune hjælper lokalsamfundene til at organisere sig i energiforeninger. Foreningerne er en demokratisk stemme – fællesskabets talerør. De kan forhandle om lokale interesser og tilpasninger, og de kender lokalsamfundet bedst. Målet er stærke organiseringer, der kan styrke egnens udvikling. I Thisted Kommune skal 80% af Grøn Pulje-midler gå til lokalsamfundet. Her er Energiforeningerne fx med til at beslutte, hvad pengene skal bruges til.

 

EN MODEL DER VIRKER

Thisted Kommune gennemførte 1. ansøgningsrunde i neutralområderne i 2025. Otte projekter var til afstemning i lokalsamfundene. I fire tilfælde sagde et lokalt flertal ja. De fire har kommunalbestyrelsen efterfølgende valgt at starte myndighedsarbejdet op for. I foråret 2026 kommer to nye projekter til afstemning i en ny ansøgningsrunde. Dialogen er allerede vel i gang i lokalsamfundene.

-Vi oplever en mærkbar forandring. Der er stadig modstand og kritiske røster. Det er helt på sin plads. Men vi møder også borgere, der kan se potentialer og udviklingsmuligheder. Og de tør italesætte det. Det giver en mere nuanceret dialog, og det gavner debatten, fortæller Kim Daniel Larsen.

Med modellen fornemmer Thisted kommune en større demokratisk følelse hos borgere og lokalsamfund. Der er også mulighed for et større medejerskab – ikke alene økonomisk, men også i forhold til at deltage i processen og udvikle sit lokalsamfund. Det skaber bedre projekter, der forholder sig aktivt til, og tilpasser sig, den lokale kontekst.

-Vi er lykkedes med at sætte borgerne og fællesskabet i spil, og med Thy-modellen står vi et væsentligt bedre sted nu, end år tilbage, konstaterer Plan og Miljøchefen.

CENTRALE POINTER FRA AALBORG UNIVERSITETS FORSKNINGSGRUPPE FOR BÆREDYGTIG ENERGIPLANLÆGNING

  • Baser arealer til VE på strategisk areal- og energiplanlægning.
  • Arealer bør udvikles med lokale borgere. Gerne gennem en forening, der repræsenterer lokalsamfundets interesser.
  • Projekteringsfasen bør først begynde, når en lokal udviklingsaftale er forhandlet på plads.
  • VE-loven bør sætte rammer for, hvor stor en ejerandel, der minimum skal være lokalt. Tidligere skulle mindst 20% af ejerskabet udbydes lokalt. Det skabte hensigtsmæssige lokale gevinster.
  • Kan ejerandele knyttes direkte til ejendomme i nærområdet for at øge deres værdi fra de løbende indtægter. Ejerandele bør overtages af nye ejere ved fraflytning.
  • Den grønne ordning, (nu Grøn Pulje) skal kanaliseres tilbage til det berørte område. Det kunne være i form af en lokal almennyttig udviklingsfond.

Kilde: Danmark skal have en ny plan for energien, Jyllands-Posten d. 25. august 2023

Læs mere om modellen i Thy på www.thisted.dk/klima

 

Andre artikler